Historien bag Thin Silver Line Denmark
Thin Silver Line Denmark blev etableret i 2025 som et pilotprojekt under Thin Blue Line Denmark, en organisation, der siden 2016 har støttet psykisk og fysisk tilskadekomne politibetjente. På opfordring fra Justitsministeren modtog Thin Blue Line Denmark i december 2024 en bevilling på 1,5 millioner kroner fra Finansudvalget til at adressere de uniformerede ansatte i Kriminalforsorgens behov. Projektet sigter mod at skabe en bæredygtig model, der støtter psykisk og fysisk skadede fængselsbetjente, værkmestre og transportbetjente samt deres pårørende – et behov, der længe har været efterspurgt af Kriminalforsorgens ansatte. Bevillingen markerer starten på en langsigtet indsats for denne oversete gruppe.
Udfordringen
Uniformerede ansatte i Kriminalforsorgen udsættes dagligt for store psykiske og fysiske belastninger, herunder vold, trusler og verbale overgreb. Ifølge en rapport fra VIVE (2020) lider 26 % af nuværende og tidligere fængselsbetjente, værkmestre og transportbetjente af psykiske belastningsreaktioner som angst, depression og PTSD. Denne høje andel understreger både behovet for støtte og samfundsmæssig anerkendelse af deres arbejde. Mange fængselsbetjente, værkmestre og transportbetjente står alene med deres udfordringer, hvilket skaber et akut behov for en struktureret indsats, der kan støtte dem, der er blevet syge af deres vigtige opgave for samfundet.

Hvem er vi?
Thin Silver Line Denmark bygger på erfaringerne fra Thin Blue Line Denmark og drives af en projektgruppe bestående af nuværende og tidligere ansatte i Kriminalforsorgen. Vi samarbejder tæt med politikere, offentlige institutioner og relevante aktører for at sikre opmærksomhed og støtte til indsatsen. Projektet sigter mod både at tilbyde konkret hjælp og ændre samfundets opfattelse af fængselsbetjentes vilkår, så deres essentielle bidrag til samfundets sikkerhed bliver anerkendt.

Mål
Vores primære mål er at hjælpe de uniformerede ansatte i Kriminalforsorgen, der er blevet psykisk eller fysisk skadet i deres arbejde, og sikre, at de modtager den nødvendige støtte og rehabilitering. Samtidig arbejder vi på at synliggøre de psykiske og fysiske belastninger, de står overfor, og skabe øget anerkendelse af deres arbejde. På lang sigt stræber vi efter at udvikle en bæredygtig og struktureret model, som kan sikre trivsel og helbred for fængselsbetjente, værkmestre og transportbetjente i fremtiden.
Fremtiden
Thin Silver Line Denmark er i øjeblikket i gang med at lancere pilotprojektet for 2025, og med de erfaringer, vi har opnået gennem arbejdet med politibetjente, er vi godt rustet til at udvide og tilpasse vores tilbud til fængselsbetjente, værkmestre og transportbetjentes specifikke behov. Dog er vi opmærksomme på de forskelle, der findes mellem arbejdsforholdene i hhv. politiet og Kriminalforsorgen, hvorfor vi løbende arbejder løbende på at tilpasse og skræddersy vores tilbud, så de matcher de specifikke støttebehov, denne gruppe har.