Om os

Historien bag Thin Silver Line Denmark

Thin Silver Line Denmark blev etableret i 2025 som et pilotprojekt under Thin Blue Line Denmark, der siden 2016 har arbejdet for at støtte psykisk og fysisk tilskadekomne politibetjente. På opfordring fra Justitsministeren modtog Thin Blue Line Denmark i december 2024 en bevilling fra Finansudvalget på 1,5 millioner kroner til at etablere en særlig indsats for fængselsbetjente, transportbetjente og værkmestre i Danmarks Fængsler.

Projektet blev skabt for at imødekomme et længe efterspurgt behov blandt fængselsansatte, som i deres arbejde dagligt udsættes for store psykiske og fysiske belastninger. Vold, trusler og et konstant højt alarmberedskab slider på både krop og sind, og alt for mange står alene med følgerne af et arbejdsliv i samfundets tjeneste.

Allerede i løbet af det første år stod det klart, at behovet for støtte var langt større, end nogen havde forestillet sig. Det blev tydeligt, at en langsigtet og struktureret indsats var nødvendig for at sikre vedvarende støtte til nuværende og tidligere ansatte i Danmarks Fængsler og deres familier.

I efteråret 2025 blev det derfor besluttet, at den økonomiske støtte på 1,5 millioner kroner årligt til Thin Silver Line Denmark videreføres i perioden 2026 til 2030. Det er en vigtig anerkendelse af det arbejde og de resultater, der er opnået på kort tid, og et tydeligt signal om, at regeringen og retsordførerne ser betydningen af en målrettet indsats for tidligere og nuværende ansatte i Danmarks Fængsler.

Den fortsatte bevilling giver et solidt fundament for at udvikle indsatsen og udvide tilbuddene, så endnu flere kan få adgang til støtte. Selvom det allerede nu står klart, at bevillingen ikke på sigt dækker hele behovet, er det et økonomisk fundament, der giver mulighed for at skabe endnu mere målrettede forløb for både nuværende og tidligere ansatte i Danmarks Fængsler samt deres familier. Samtidig arbejder Thin Silver Line Denmark for at sikre et bredere og mere robust finansieringsgrundlag, så indsatsen kan forankres langsigtet og komme endnu flere til gavn.

Udfordringen

Ansatte i Danmarks Fængsler udsættes dagligt for store psykiske og fysiske belastninger, herunder vold, trusler og verbale overgreb. Ifølge en rapport fra VIVE (2020) lider over 27 % af fængselsbetjente, transportbetjente og værkmestre af psykiske belastningsreaktioner som angst, depression og PTSD. Denne høje andel understreger både behovet for støtte og samfundsmæssig anerkendelse af deres arbejde. Mange fængselsansatte står alene med deres udfordringer, hvilket skaber et akut behov for en struktureret indsats, der kan støtte dem, der er blevet syge af deres vigtige opgave for samfundet.

Hvem er vi?

Thin Silver Line Denmark bygger på erfaringerne fra Thin Blue Line Denmark og drives af et fælles sekretariat samt frivillige tidligere og nuværende ansatte i Danmarks Fængsler. Vi arbejder tæt sammen med Danmarks Fænglser, Fængselsforbundet, politikere og andre relevante aktører for at sikre både kvalitet, forankring og gennemslagskraft i indsatsen. Det tætte samarbejde har været afgørende for, at vi har kunnet etablere den rette form for støtte og få kontakt til de mennesker, der har allermest brug for hjælp. Når vi arbejder sammen på tværs af faggrænser, kan vi skabe reel forandring for dem, der hver dag bærer en tung opgave på samfundets vegne.

Thin-blue-line-police-week-1024x577

Hvad gør vi?

Thin Silver Line Denmark tilbyder professionelle rehabiliteringsforløb, både individuelt og i grupper, til tilskadekomne fængselsansatte og deres familier, som hjælper dem med at håndtere de udfordringer, arbejdet i Danmarks Fængsler kan medføre. Forløbene tilpasses den enkeltes situation og er udviklet i tæt samarbejde med autoriserede psykologer og specialister i behandling af traumer og PTSD. Metoderne er kendte, afprøvede og tilpasset den virkelighed, som fængselsansatte arbejder i.

Samtidig arrangerer vi netværksaktiviteter, der styrker fællesskab og relationer blandt de tilskadekomne og deres familier. Aktiviteterne bygger på anerkendte internationale teorier om social støtte, gruppedynamik, mestring og fællesskabets betydning for psykisk trivsel. Forskning viser, at tillidsfulde fællesskaber kan reducere isolation, styrke modstandskraft og øge effekten af øvrige indsatser, særligt for mennesker, der lever med alvorlige psykiske belastningsreaktioner

Derudover arbejder vi målrettet for at skabe større samfundsmæssig opmærksomhed om de vilkår, ansatte i Danmarks Fængsler arbejder under. Gennem oplysning, dialog og politisk samarbejde bidrager vi til at sætte deres arbejdsmiljø, trivsel og helbred på dagsordenen.

Fremtiden

Med den fortsatte støtte i perioden 2026 til 2030 står Thin Silver Line Denmark stærkt rustet til at styrke indsatsen yderligere, videreudvikle støtten og sikre, at endnu flere får den hjælp, de har behov for. Vores ambition er klar. Ingen, der har viet deres arbejdsliv til samfundets sikkerhed, skal stå alene, når belastningen bliver for stor. Med afsæt i erfaringerne fra 2025 og det stærke samarbejde med Danmarks Fænglser og Fængselsforbundet arbejder vi målrettet for at skabe en varig og professionel støtteordning for fængselsansatte og deres familier